af Ole Weis Bjerrum, Christen Lykkegaard Andersen

Historik

Den eosinofile er en af de mere anonyme granulocytter i blodet og udgør normalt under 5 % af de hvide blodlegemer. Det er en meget aktiv celle med et stort repertoire af enzymer, proteiner og signal­stoffer, der kan frigives til omgivelserne. Cellen blev beskrevet i 1872, i forbindelse med indførelse af fortsat anvendte farvemetoder, og opkaldt efter de store højrøde korn, som ses meget tydeligt i cellens indre ved lysmikroskopi.

Forekomst

Den eosinofile granulocyt aktiveres ved parasitære mave-tarm infektioner som f.eks. giardia eller rundorme m.fl., og ved astma og atopiske lidelser. Patienter med de sygdomme udgør den hyppigste årsag til forhøjet antal eosinofile i blodet (> 0.5 x 109/L). Tillige optræder eosinofili ved bindevævssygdomme og vaskulitis – f.eks. indgår eosinofili som kriterium for diagnosen Churg-Strauss Syn­drom – og kan findes som ledsagefænomen ved kræftsygdomme. Formentligt er eosinofilien hos fler­tallet af de patienter også reaktiv / sekundær, udløst af cytokinsignaler, som regulerer den normale produktion af eosinofile og aktivering af cellen.

”Det Hypereosinofile Syndrom”

I en menneskealder er beskrevet en sjælden gruppe patienter, typisk midaldrende, som ikke havde andre sygdomme som årsag til eosinofili. I en årrække har patienterne været karakteriseret som det ”hypereosinofile syndrom”, en eksklusionsdiagnose med mange forskellige manifestationer. Patienterne frembyder varierende grader af funktionel knoglemarvspåvirkning på grund af over­produktion af eosinofile eller organinsufficiens på grund frigivelse af enzymer og reaktive forbin­delser fra eosinofile granulocytter i vævene. Gennem årene har kliniske opgørelser vist, at for den samlede gruppe af patienter med for højt eosinofiltal i blodet er hjerte-, lunge-, neurologiske og dermatologiske komplikationer optrædende relativt hyppigt. Dvs., at op mod 2/3 af patienterne kan risikere dårlig hjertefunktion, visende sig lignende den mere almindelige åreforkalkning i hjertets kranspulsårer. Astma eller såkaldt restriktiv lungeinsufficiens kan ses hos mere end 1/3, og noget hyppigere kan findes følger efter blodprop i nervesystemet, nervebetændelser med påvirkning af følesans eller kraft, og udslæt, sår, kløe i huden. Symptomerne er ikke generelt relateret til hvor mange eosinofile, der er i blodet.

Kliniske Fænotyper

Denne gruppe af patienter med uforklaret hypereosinofili har været anset for at have en primært eosinofil sygdom. Der har været to mere typiske kliniske billeder. Et sygdomsbillede (den myeloide) med forstørret milt, blodmangel og hyppigt hjertepåvirkning og oftere optrædende hos mænd. En anden og mindre gruppe (den lymfatiske) er karakteriseret ved kløe, udslæt, lunge-symptomer med tør hoste og åndenød og hyppigere optrædende hos kvinder.

Molekylærbiologisk Diagnostik

Siden årtusindeskiftet har molekylærbiologiske metoder og kromosomanalyser bidraget væsentligt til at afdække specifikke sygdomsmekanismer hos patienter med ellers uforklaret eosinofili. Således findes hos pt´er med ”myeloid eosinofili” ofte en særlig mutation, som på kromosom 4 giver anledning til dannelse af et fusionsgen, der danner et særegent protein – en tyrosinkinase – der betinger

eosinofili. Hos patienter med den lymfatiske variant kan påvises en T-celle-receptor på lymfocytter, som dermed synes at forklare eosinofilien, fordi de pågældende lymfocytter danner interleukin-5, der fremmer dannelse af eosinofile i knoglemarven. Der kan nævnes andre kromosom-forandringer, som på den måde synes at forklare, hvorfor eosinofili udvikles. Det hypereosinofile syndrom er derfor i stigende grad en eksklusionsdiagnose, som kan afklares diagnostisk som selvstændige sygdomsen­heder med eosinofili og risikoen for organpåvirkning som det fælles træk. Især kromosom og mole­kylærbiologiske metoder er vigtige for at påvise forandringer, der dokumenterer, at der foreligger en klonal tilstand med ukontrolleret celleproduktion, principielt af ondartet natur.

Behandling

Behandlingen af eosinofili var længe begrænset til binyrebarkhormon og milde former for kemo-terapi for at begrænse antallet af eosinofile i blodet, men ofte med symptomlindring for øje. For mange andre patienter med uforklaret eosinofili har de behandlinger kun kortvarig eller dårlig virkning, og ingen patienter helbredes hermed. Derfor er den præcise diagnostik med påvisning af f.eks. gener, der danner tyrosinkinaser afgørende for at kunne anvende målrettede behandlinger, der kan hæmme det unormale enzym. Udviklingen kan på den måde for nogle patienter sammenlignes med det rationale for behandling, der er etableret ved kronisk myeloid leukæmi, CML (se dette), og det samme mid­del, imatinib (Glivec“), er meget effektiv til patienterne med en forandring på kromosom 4 eller 5. Bivirkningerne er ofte minimale, og selv om behandlingen fortsat ikke er kurativ, er det et eksempel på rationel terapi, når kendskab til sygdomsmekanismer lægges til grund for behandling. Også andre midler, f.eks. alfa-interferon, har fundet plads i behandlingen, men med risiko for en del bivirkninger. Indenfor de næste år kan der blive mulighed for at anvende antistof mod interleukin-5 som en behandling. Det er for alle patienter vigtigt at være opmærksom på risiko for organpåvirkning og behandle de symptomer, patienter kan frembyde.

Konklusion

Over få år er der sket en meget gunstig udvikling indenfor diagnostik og behandling af tilstande med uforklaret eosinofili. Det findes vigtigt at henvise patienter til afdelinger med adgang til de specifikke analyser og interesse for behandling af eosinofili i Danmark. Der er etableret et samarbejde under den Nordiske Studiegruppe for Myeloproliferativ Sygdom, som har udarbejdet kliniske retningslini­er. I den Danske Studiegruppe for Myeloid Sygdom er publiceret en oversigtsartikel i Ugeskrift for Læger d. 2 november 2009.